Bliv medlem af folkekirken

Som medlem af Den danske Folkekirke er du medlem af en kristen kirke.

Folkekirken er evangelisk-luthersk. Betegnelsen stammer fra reformationen i 1500-tallet, hvor man i forlængelse af Martin Luthers reformation fremhævede evangeliet i forhold til den katolske kirkes tradition.

Medlemsbidraget til folkekirken opkræves som kirkeskat. Det betyder, at børn eller unge uden skattepligtig indkomst ikke betaler medlemsbidrag.

Som medlem har du ret til konfirmation, at blive gift i kirken og ved livets afslutning at blive kirkeligt begravet eller bisat. 

Indmeldelse

De fleste bliver medlem af folkekirken i forbindelse med deres barnedåb.

Hvis du ikke blev døbt som barn, kan du melde dig ind i folkekirken ved at blive døbt som ung eller voksen. Du kan kontakte præsten og aftale nærmere. Voksendåb og dåb af store børn og konfirmander foregår nogle gange ved gudstjenesten, andre gange ved en særlig højtidelighed. Ved dåb af børn og unge under 18 år er det den person, som har forældremyndigheden, der træffer beslutning om dåb eller indmeldelse i folkekirken. Personer over 15 år skal dog selv give samtykke til dåb eller indmeldelse.

Hvis du er døbt i en anden kristen kirke, skal du ikke døbes igen for at blive medlem af folkekirken, men kontakte en præst og bede om at blive optaget som medlem.

Genindmeldelse

Er du udmeldt af folkekirken og ønsker at blive meldt ind igen, kan du genoptages som medlem ved skriftlig anmeldelse til den kirkebogsførende præst i det sogn, hvor du har bopæl.

Find præstens e-mailadresse eller postadresse her.

Når din indmeldelse er registreret, kan du bede om at få tilsendt en ny fødsels- og dåbsattest.