Det er en betegnelse. Det er en følelse. Det har mindre med alder at gøre, for ingen af os ved vel egentligt, hvornår vi er midtvejs i livet. Men midt i livet kan vi vælge at være. Bare være til stede.

Eller vi kan pludselig blive grebet af en følelse af bare at befinde os midt i livet – og så snurrer alt ligesom rundt. Det kan føles befriende, truende eller kvælende. Jeg mærker på mig selv, at jeghar lyst til at give lyd. Højt eller stille.

Og så vil jeg gerne have, at nogen svarer. Når jeg rækker hånden ud efter støtte, har jeg brug for det. Når jeg føler mig fanget i mit eget, ønsker jeg, at nogen bryder indelukket og trækker mig ud. Ud. Ind.

Som Paulus skriver i det gamle brev: I nådens tid bønhører jeg dig; på frelsens dag hjælper jeg dig. « Se, nu er det den nåderige tid, se, nu er det frelsens dag!  Og jeg vil mærke hånden, der trækker i mig, trækker mig ud af mit eget – og ind i fællesskabet med andre, der som jeg har råbt og er blevet hørt. Andre, der har søgt og er faret vild. Andre, der har mærket det snøre sig om hjertet og kun har haft ét ønske, nemlig frihed – frelse. Ikke flere byrder. Kæderne løsnes fra det, der bandt og holdt nede. Uanset hvad det var.

Når jeg ser mig omkring, ser på menneskene, der nu går dér midt i livet, ser jeg, at nogle går midt i det hele, trygge og frie. Og jeg ser dem, der går i skyggen, ind i en søgt skjulthed, som om de ikke vil have opmærksomhed. Jeg kender ikke grunden. Men dette er en mulighed for os alle. For at placere sig, vise sig, gemme sig, forsvinde. Og det selvom jeg ser solen gå ens op og ned over os alle.

Vi lever i fællesskaber. Og fællesskabers særkende er, at detilbyder os frihed. Det skal vi benytte os af. Men det indebærer også muligheden for at blive væk. Falde ud af fællesskabet, forsvinde ud af synet. Måske først gradvist, bare holde sig i skyggerne – og så blive væk. Og ingen spørger længere.

Det er her tanken om midt i livet udfordrer os: tanken om, at ingen lagde mærke til, at vi blev væk? At vi bare gik ud af tiden og ikke var mere – midt i livet!

KIRKEN – MIDT PÅ ØEN

Jeg arbejder for tiden i Aa og Peders kirker. Midt på vor smukke ø. Åbne kirker. Der byder ind til liv for alle. Babyer, børn, far og mor, bedsteforældre, oldemødre, midaldrende, udlændinge, musikelskere, sangere, kristne, ateister – you name it - alle slags. Vi putter dem ikke i skuffer. Vi er ikke skuffedister. Her arbejdes der, her holdes dørene åbne hver eneste dag, året rundt. Og når jeg træder ind ad døren, er der nogen, der fanger mit blik og jeg mærker, at jeg er til. Jeg bliver set.

Og jeg ser mig omkring. Jeg ser dem, for hvem livet lykkes, dem på solsiden, dem midt på gaden. Jeg smiler og rækker ud. Og de smiler tilbage. Og jeg ser dem, der skjuler smerten i de nedslåede øjnes skygger. mange af dem, der ellers lever meget af deres liv for sig selv. Dem, der ikke går midt i gaden, dem, der ikke føler sig så velkomne – fordi de ikke i deres hverdag mærker livet. Det kan være ensomhed, sorg, bekymring, der bringer dem ind. De kan også være mærkede af livet efter et langt liv i misbrug eller svigt. Eller bare et liv, der har ført dem langt væk fra det normale,en følelse af ikke at passe ind, som bliver invaliderende. Livet har mange måder at klæde sig på. Og dem smiler jeg også til og rækker ud. 

Og de rækker undseligt ud og smiler svagt - forbeholdent. Og jeg tror, der sker noget med den, der rækker mig hånden, hører mig. For – LIGE NU – deler vi noget. Uanset om det er Gud eller et menneske. Vi deler en erfaring af frihed, frelse – frihed fra vores eget. Frihed til at blive nogen sammen med en anden, med de andre. Frihed til at se bagom og forbi det, der synes vigtigt og rigtigt og glimrer og trækker. Som ofte viser sig at være tomt og koldt. Når det der MIDT I LIVET bliver besværligt.

KIRKEN MIDT I LIVET

Vi kan altid vælge at række hånden frem. Vi kan vælge at tage imod. Vi kan vælge at trække nogen op, om ikke andet så deres mundvige. Vi kan vælge at gå en anden vej end den, der lokker. Se, hvem vi møder. Og finde eller lade os blive fundet. Måske er det den vej, vi må gå. Måske er det vejen til livet. Til livet midt i livet. 

Vores vej. Guds vej.

Den samme solopgang farver alle menneskers dag. Og sådan gør Gud heller ikke forskel på folk, siger Bibelen. Og vi kommer ud af skyggerne –vi bliver synlige for hinanden. Vi ser på hinanden, rækker ud og bliver til for nogen. Måske et valg, vi har og så ta’r.For livet. For kærligheden til os selv og alle de andre, vi in-viterer med ind. Ingen skal bare forsvinde. Alle sætter spor i nogens liv.Kærligheden tvinger simpelthen

MIDT I LIVET.